Aalborg Events banner
AALBORG EVENTS • Boulevarden 13 • 9100 Aalborg • events@aalborg.dk
 
 
 
 
Billedgallerier      Videoer      Pressemeddelelser      Links     

Aalborg sender 100 trainees til søs

Aalborg sender 100 trainees til søs

"Jeg skal helt sikkert helt op i masten. Det er mit mål med turen," lyder det fra 24-årige Christina Michelsen.

Hun står på havnefronten i Aalborg sammen med 99 andre unge, som Aalborg i morgen sender afsted som trainees til Kristiansand i forbindelse med The Tall Ships Races 2010.

Christina Michelsen skal ombord på det polske skib Dar Mlodziezy, og så har hun fået overtalt sin veninde Louise Lønne Præst til også at tage med. Det er første gang, at de skal ud og sejle som trainees.

"Sejlads er ikke min stærke side, men jeg bestemte mig for, at der skulle ske noget helt nyt i sommerferien. Derfor gav jeg mig selv den udfordring, at jeg skulle deltage i The Tall Ships Races, så jeg kunne overvinde min højdeskræk og søsyge," siger Christina Michelsen.

Hun glæder sig til at blve en del af besætningen ombord.

"Jeg synes, at den eneste rigtige måde at opleve, hvordan livet er til søs, er ved at arbejde. Så jeg er glad for, at vi har vagter på dækket og i køkkenet. Jeg regner med at blive rigtig god til at skrælle kartofler," griner Christina Michelsen og kigger på sin veninde.

"Vi skal bare have en oplevelse for livet."