Aalborg Events banner
AALBORG EVENTS • Boulevarden 13 • 9000 Aalborg • events@aalborg.dk
 
 
 
 
Billedgallerier      Videoer      Links     

Værterne til Dansk Melodi Grand Prix er fundet

Værterne til Dansk Melodi Grand Prix er fundet

21. januar 2012 er der finale i Dansk Melodi Grand Prix i Aalborg. Et nyt makkerpar er født, når årets værter Louise Wolff og Emil Thorup byder seerne og publikum velkommen til årets største fest.

Alle sejl bliver sat til, når Louise Wolff og Emil Thorup sætter festen i gang i Gigantium til januar. Sammen skal makkerparret lede seerne, publikum og kunstnerne gennem aftenen, der kulminerer når vindersangen udråbes. En vindersang der til maj indtager scenen ved det Europæiske Melodi Grand Prix i Baku, Aserbajdsjan. Her bliver det klart om det bliver i 2012, at Danmark går hele vejen.

Sexministeren og skærmdronningen
Louise Wolff er den erfarne tv-vært, som de seneste år har lavet både Aftenshowet og Sporløs på DR1. Tidligere udfoldede hun sig i radioen, hvor specielt P3s lyttere nød godt af hendes stemme på blandt andet Go' Morgen P3.

Hun glæder sig til at prøve en helt ny udfordring. Og ikke mindst samarbejdet med Emil Thorup ser hun frem til:

"Melodi Grand Prix har de seneste år fået et gevaldigt løft, og jeg glæder mig enormt til at være med på holdet. Emil og jeg har allerede en fest, hver gang vi ses. Det håber jeg kan smitte af på publikum og seerne, når det gigantiske show finder sted til januar," siger Louise Wolff.

Emil Thorup dukkede første gang op på danskernes tv, da han var assistent i Casper Christensens talkshow Aloha!. I dag vil mange unge kende ham som sexminister fra debatprogrammet Sexministeriet - om sex og kærlighed på DRs nye ungdomsunivers, DR Mama.

"Jeg er både kold og varm på samme tid. Kold fordi jeg aldrig tidligere har været vært ved så stor en begivenhed. Og varm fordi det er en drøm, der går i opfyldelse. Musik fylder utrolig meget i mit liv, og det skal ikke være en hemmelighed, at jeg elsker glitter og glamour. Og så er jeg så helt enorm tryg over at have Louise ved min side," siger Emil Thorup.

Se interview med Emil og Louise på www.dr.dk/grandprix, hvor det også er muligt at få de seneste nyheder om showet.

Foto: DR / Bjarne Bergius Hermansen.