"Værsgo, blomsterne er til Dem Deres majestæt"
10-årige Camilla Pedersen fra Drastrup vandt Aalborg Kommunes
konkurrence om at være blomsterpige under Hendes Majestæt Dronning
Margrethes besøg i Aalborg. Derfor fik hun lov til at overrække den
obligatoriske blomsterbuket, da dronningen ankom til byens fejring
af Jægerkorpsets 50 års jubilæum på Aalborg Rådhus den 5.
november.
"Jeg fik krøllet hår, lakeret hvide negle og fik en ny kjole på
om morgenen, og så tog vi afsted. Jeg var spændt, og samtidig
tænkte jeg bare jubii, nu skal jeg møde dronningen," fortæller
Camilla, der til daglig går i 4. klasse på Frejlev Skole.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe deltog først i Jægerkorpsets
officielle træningsøvelse på havnefronten, og da hun ankom til
receptionen på Aalborg Rådhus, så stod Camilla
klar til at overrække buketten.
"Jeg smilede og sagde, "Værsgo, det er til Dem Deres Majestæt."
Jeg kunne ikke høre, om hun sagde tak eller noget, da der var mange
mennesker omkring. Jeg var bare glad bagefter, for det var
fantastisk at møde dronningen," siger Camilla.