To MGP-workshops i Nordkraft
Forud for børnenes Melodi Grand Prix, MGP, der afholdes den 28.
januar i Gigantium, bliver der igen i år afholdt workshops landet
over, hvor nogle af de børn, der har indsendt sange til MGP, bliver
inviteret til at deltage. Der bliver afholdt seks workshops i fem
kommuner, hvor fokus bliver at give børnene noget med hjem. De, der
deltager, vil få sparring af musiklærere og professionelle
musikere.
Workshoppen i Aalborg vil foregå i Den Rytmiskes lokaler i
Nordkraft og planen for de to workshops ser sådan ud:
Prækvalifikationsworkshop - den 30.
september
Til prækvalifikationsworkshoppen har DR udvalgt et antal
deltagere, som lokale musiklærere i løbet af dagen vil arbejde med
i forhold til sangskrivning, udtryk, optræden etc. Når dagen er
omme vil lærerne have udvalgt fem, der går videre til
hovedworkshoppen.
Hovedworkshop - den 4. oktober
På hovedworkshoppen vil de fem deltagere, der er gået videre fra
prækvalifikationsworkshoppen, blive suppleret af et antal deltagere
som DR har udvalgt til at komme direkte med i hovedworkshoppen.
Samtidig vil der være et kamerahold fra DR, der følger dagens gang,
og fire professionelle musikere, der skal stå for selve
workshoppen.
De to workshops afholdes i samarbejde mellem DR, KODA og Aalborg
Kommune.
Der er sidste frist for indsendelse af bidrag til MGP den 15.
september, så interesserede børn kan stadig nå at komme med! !
Læs mere om MGP på dr.dk/mgp