Supermodstander til U21-landsholdet
Det er lykkedes DBU at tiltrække en sportslig særdeles attraktiv
modstander, når Frankrig gæster Danmark for at møde de danske UEFA
U21-EM 2011-værter i en landskamp i Aalborg den 12. oktober klokken
17.30.
De fleste havde nok forventet at se Frankrig blandt de 14
nationer, der deltog i UEFA U21-EM 2011 play-off lodtrækningen i
Herning den 10. september.
Men "Les Bleus" har haft en meget ujævn kvalifikationsturnering,
hvor man ikke formåede at omsætte favoritværdigheden til de
nødvendige point.
I otte kampe blev det kun til et enkelt - men meget overraskende
- nederlag til Belgien på hjemmebane, men da franskmændene ikke
formåede at slå hverken Belgien eller Ukraine i
kvalifikationsturneringen, sluttede holdet på en tredjeplads i
puljen blot et point efter gruppevinderne fra Ukraine.
Dermed får vi ikke Frankrig at se til U21-slutrunden næste år -
men alligevel er U21-landsholdets træner Keld Bordinggaard ikke i
tvivl om, at det er en klassemodstander, som man kan byde velkommen
til Aalborg den 12. oktober.
- Det er fransk fodbold, når det er bedst. Et teknisk og fysisk
meget stærkt og atletisk hold. Derfor var det overraskende for mig
og mange andre, at Frankrig ikke kvalificerede sig til play-off,
for de har et meget stærkt spillermateriale med store individuelle
kvaliteter, siger Keld Bordinggaard og peger blandt andre på David
Ngog, der har spillet 54 kampe for Liverpool, samt de to
Toulouse-spillere Etienne Capoue og Moussa Sissoko, der alle tre
deltog i Frankrigs EM-kvalifikationsturnering.
Det har været lidt af en udfordring at finde en kvalificeret
modstander til oktobers fastsatte internationale spilledato:
- Det skyldes naturligt nok, at det først ved gruppespillets
afslutning i september stod klart hvilke lande, der ikke skulle
spille play-off kampe i oktober, og dermed havde mulighed for at
møde os. På den baggrund er det jo ekstra glædeligt, at det
lykkedes for os at lave en kamp mod et af de stærkeste hold, der
ikke nåede play-off, fortæller den danske U21-landstræner og
fortsætter:
- Kampen mod Frankrig er helt i tråd med den strategi, vi har
valgt, hvor vi bevidst forsøger at finde modstandere fra det
øverste seedningslag. På den måde får vi udviklet og forberedt
vores hold maksimalt ved at give dem kampe på samme niveau, som vi
forventer at møde i sommeren 2011, erklærer Keld Bordinggaard.
Keld Bordinggaard har tidligere stiftet bekendtskab med netop
dette franske hold, da det danske U20-landshold tilbage i november
2008 led et spinkelt
1-0 nederlag i Aalborg på et fransk mål 20 minutter før tid. To
år senere mødtes de to hold i semifinalen i den stærkt besatte
turnering i Toulon, Frankrig, hvor det denne gang var det danske
hold, der trak det længste strå,
og med to mål af Nick Bille sikrede Danmark en plads i finalen
mod Elfenbenskysten.
Kampen mod Frankrig den 12. oktober bliver spillet på Aalborg
Stadion klokken 17.30.