Sange om venskab og sultne børn i Afrika
"Jeg går afsted en mandag moooorgen, jeg hører musik nede fra
torvet..."
Nanna, Zenia og Viktoria fra Sønderholm nynner deres bud på en
Melodi Grand Prix-sang. De er dukket op i Nordkraft her til
formiddag for at blive coachet af de kendte musikere Marie Frank,
Pilfinger, Dicte og Bryan Rice forud for udvælgelsen til børnenes
Melodi Grand Prix til januar i Aalborg.
Pigerne er alle tre iført Adidas-trøjer i hver sin farve,
sneakers, blomsterøreringe og hårbånd. Og så bærer de alle tre
på en hemmelighed.
"Vores klassekammerater ved ikke, at vi prøver at komme med til
MGP. Det skal være en overraskelse, hvis det sker, for det vil være
vildt vildt stort," siger 10-årige Zenia. De tre veninder fandt på
deres sang "Venskabssangen" en sommeraften.
"Vi var på vej ned efter slush-ice i kiosken, og så blev vi
enige om, at sangen skulle hedde venskabsdans, fordi vi er venner
og går til dans sammen," fortæller 11-årige Nanna.
32 børn, som har indsendt et bud på en MGP-sang, deltager i
workshoppen i Aalborg. DR, KODA og musikskolerne har
inviteret til workshop flere steder i landet for de måske kommende
børnestjerner. Workshoppen skal bruges til at finpudse sangene
og lære børnene mere om performance. Ingen udvælges til at gå
videre i dag - det sker først under en audition i DR til november,
hvor 20-30 af de indsendte bud kommer med.
En sang om sultne børn i Afrika
Børnene bliver i dag delt ind i fire hold, hvor de får hver
deres kendte stjerne med sig ind i et lokale, så de kan
blive coachet. Musikeren Marie Frank samler sit hold på små
træstole og trækker sin guitar frem. Hun spiller lidt af sin
allerførste sang.
"Fut fut fut turen går til Randers, der venter Anders..." En
sang som hun skrev på en togtur, da hun lige havde fået sin første
guitar. Sangene blev flere. De blev engelske. Hun giver pigerne en
smagsprøve på sit store hit "Symptom of my time."
"Og nu glæder jeg mig bare til at høre, hvad I har skrevet. Og
så kan vi sammen prøve at gøre sangene endnu bedre," siger
Marie Frank. Julie og Anne fra Astrup vil godt begynde
og stiller sig op til et brunt klaver. De skal opføre en
sang, som Julie har skrevet sammen med sin storesøster om fattigdom
i Afrika.
"Hvorfor købe G-star og alt det dyre møg, når børn i Afrika ik
har råd til tøj," synger Julie og Anne.
"Det er godt! Men vi skal gøre mere for, at vi kan høre,
hvad I synger..Vær tydelige og syng lidt højere. Og Julie
prøv at gøre tonen højere på klaveret, når du kommer
til omkvædet," lyder det fra Marie Frank til de to
nordjyske piger.

Børnenes Melodi Grand Prix - 28. januar kl. 20.00 -
Gigantium.
Billetter til børnenes Melodi Grand Prix 2012 i Aalborg kan
købes fra den 11. november i billetkontoret hos Aalborg Kongres- og
Kulturcenter, www.akkc.dk samt
billetnet.dk