Mød U/21 landsholdet på Facebook
Hvis du "synes godt om" Nicki Bille, Jonas Lössl, Mathias Zanka
Jørgensen, Mike Jensen og resten af spillerne på det danske
U21-landshold, har du nu muligheden for at give talenterne "thumps
up" på facebook.
Lørdag morgen tager det danske U21-landshold med de største
talenter fra den danske liga og 1. division af sted på træningstur
til Dubai. Turen bliver samtidig startskuddet til en massiv dækning
af holdet på facebook, hvor man kan følge de danske talenter i
stort og småt frem til og med slutrunden i Danmark fra den 11. til
25. juni i år.
På siden kan man skrive til spillerne under samlinger før
slutrunden, bl.a. under turen til Dubai, og ganske snart kan man
deltage i afstemninger og konkurrencer med landsholdstrøjer, bolde
og billetter på spil. Det er også muligt at tilmelde sig en helt
unik nyheds- og tilbudsservice, hvor man kan være blandt de første,
der modtager spændende U21-nyheder samt særlige event- eller
billettilbud direkte i mailboksen.
Turneringsdirektør for U21-slutrunden, Christian Bordinggaard,
glæder sig over udsigten til at møde fodboldpublikummet på en ny
måde:
- Facebook er på mange måder et naturligt skridt i vores forsøg
på at nå ud til den danske befolkning. Vi har allerede en
velfungerende hjemmeside på www.u21em.dk med historier og
informationer om turneringen samtidig med, at den danske
sportspresse viser stor interesse for vores U21-hold og
turneringen. Men på facebook kommer vi i mere direkte kontakt med
det fodboldpublikum, vi gerne vil se på de danske stadions til
sommer, fortæller Christian Bordinggaard og fortsætter:
- Det er ikke meningen, at facebook bare bliver en ny kanal for
nyheder - vi ønsker at give folk en anden type oplevelse, hvor man
også selv er aktiv som bruger. Man kan skrive spørgsmål, poste
billeder, diskutere stort og småt, deltage i konkurrencer og komme
tæt på spillerne på en anden måde. Det håber vi, at rigtig mange
vil benytte sig af, siger Christian Bordinggaard.
Så har man hang til unge danske fodboldtalenter eller bare går
og glæder sig til den største fodboldbegivenhed på dansk grund
nogensinde, er det tid til at klikke sig ind på www.facebook.com/u21em og
støtte op om det danske U21-landshold frem mod EM.