International STI-konference til Aalborg
Aalborg er blevet udvalgt som værtsby for den internationale
Sail Training International konference i november 2013, hvor The
Tall Ships Races og sejltræning for unge er på programmet.
Delegerede fra omkring 40 lande kommer til byen.
Den to dage lange konference samler mere end 400 kaptajner,
skibsredere, unge trainees og repræsentanter fra værtsbyer rundt om
i verden og består af workshops og temamøder.
"Det er meget usædvanligt for os at indgå en aftale med en
værtsby så lang tid i forvejen, men muligheden for at komme til
Aalborg var der, og så var det med at tage den. Aalborg har været
en meget succesfuld vært for The Tall Ships Races og samtidig en
meget stor støtte i forhold til erfaringsudveksling og sejltræning
for unge," siger Nigel Rowe, der er formand for Sail Training
International
Aalborg har været vært for The Tall Ships Races i 1999, 2004 og
senest i 2010, hvor mere end 700.000 besøgte arrangementet. 86
sejlskibe deltog, og der var koncerter, boder, børneaktiviteter og
maritim sommerstemning. Aalborg er værtshavn igen i 2015, og i de
mellemliggende år støtter Aalborg Kommune de lokale skibe LOA og
Jens Krogh, der giver en masse unge mulighed for sejltræning og
oplevelser til havs.
"Aalborg har en stærk maritim tradition, og det er en ære, at vi
skal være værter for den prestigefyldte Sail Training International
konference forud for værtskabet af The Tall Ships Races i 2015. Som
værtshavn for The Tall Ships Races har byen endnu engang en
fremragende mulighed for at vise vores by og gæstfrihed til
tusindvis af besætningsmedlemmer, besøgende og medier fra hele
verden," siger borgmester Henning G. Jensen.
Projektleder for The Tall Ships Races i Aalborg, Søren Thorst,
er også meget tilfreds med værtskabet.
"Konferencen giver Aalborg en enestående mulighed for at
markedsføre The Tall Ships Races i Aalborg overfor skibenes redere
og kaptajner, så de kommer tilbage i 2015. Vi markedsfører også The
Tall Ships Races 2015 overfor de omkring 100 unge trainees i et
specielt youth program. De vil så fungere som en slags ambassadører
overfor andre unge mennesker, der er interesseret i sejlads, og via
dem håber vi på en masse nye deltagere," siger Søren Thorst.