Aalborg Events banner
AALBORG EVENTS • Boulevarden 13 • 9000 Aalborg • events@aalborg.dk
 
 
 
 
Billedgallerier      Videoer      Links     

Herrelandsholdet varmer op til EM i Aalborg

Herrelandsholdet varmer op til EM i Aalborg

Herrelandsholdet i håndbold skal spille tre kampe i januar som generalprøve til EM. Aalborg er vært for kampene mellem Norge-Slovenien og Tjekkiet-Danmark.

For snart to år siden væltede herrelandsholdet i håndbold hele Danmark, da de vandt guld ved EM i Norge. I januar 2010 skal guldet forsvares ved slutrunden i Østrig. Men før Ulrik Wilbeks drenge kommer så langt, skal formen pudses af ved Cimber Sterling Cup - den traditionsrige 4-nationers turnering på dansk gulv. Det er Aalborg, der sammen med Randers og Horsens, lægger hal til turneringen. Danmark spiller i Randers fredag den 8. januar, i Horsens lørdag den 9. januar og så slutter de af i Aalborg søndag den 10. januar.

Danmark møder Tjekkiet i Aalborg   

Tilskuermæssigt afsluttes Cimber Sterling Cup i de mest rummelige rammer, når Norge og Slovenien mødes i Gigantium i Aalborg søndag klokken 13.50, og Danmark skal op imod Tjekkiet klokken 15.50.

"Traditionelt er Aalborg jo en af de største håndboldbyer i Danmark, og vi glæder os meget til at spille den første herrelandskamp i Gigantium nogensinde. Og så gør det ikke oplevelsen ringere, at vi skal spille mod Tjekkiet. Et hold, der med verdensstjerner som Filip Jicha og Martin Galia, i mine øjne er blandt outsiderne til EM i Østrig," siger Ulrik Wilbek.

Når Cimber Sterling Cup er overstået, så tager Ulrik Wilbek og hans udvalgte til Østrig, hvor EM begynder den 19. januar.

Billetterne er til salg på www.dhf.dk og via landets posthuse.