Fodboldlandskamp til Aalborg
Det danske fodboldlanshold spiller testkamp mod Senegal
torsdag den 27. maj på Aalborg Stadion.
Landstræner Morten Olsen får opfyldt sit ønske om at møde
en afrikansk modstander inden VM-slutrunden. Og Aalborg får opfyldt
sit ønske om en landskamp i anledning af AaBs 125 års
jubilæum.
"Aalborg er en rigtig fodboldby, så en A-landskamp
er en af de begivenheder, der står øverst på ønskeseddelen. Vi ser
derfor meget frem til kampen, og glæder os til at byde Senegal og
det danske landshold velkommen til Aalborg," siger borgmester i
Aalborg, Henning G. Jensen.
Den 27. maj klokken 20.15 fløjtes testkampen igang mellem
Danmark og Senegal på Aalborg Stadion. Det er 21 år
siden, at landsholdet senest har spillet en A-landskamp i Aalborg.
Den gang tog landsholdet med brødrene Laudrup i spidsen imod
Canada foran 10.400 tilskuere og hev en sejr hjem på 2-0.
"Vi er utroligt glade for, at DBU har valgt at placere
landskampen mod Senegal på Aalborg Stadion inden VM i Sydafrika. Vi
har et glimrende samarbejde med DBU, som vi er meget glade for og
som jo fortsætter i 2011, hvor Aalborg er en af værtsbyerne i
forbindelse med UEFA U21," siger Henning G. Jensen.