EM-puljerne for U/21-landshold trækkes i Aalborg
Aalborg er blevet udnævnt til at være vært for final draw, hvor
spillepuljerne for EM U/21-landshold afgøres. Udtrækningen kommer
til at foregå i Aalborg Kongres og Kulturcenter den 10. november
2010.
"Aalborg er en by, hvor man føler sig meget velkommen.
Samtidig har vi set, at byen har mange spændende steder at byde på
- vi har blandt andet besøgt Utzon Center ved fjorden, hvor vi
overvejer at holde en officiel middag efter final draw," siger
Marcello Alleca, der er projektleder for UEFA European Under-21
Championship.
Rådmand for Skole- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune,
Anne-Dorte Krog, er stolt over udnævnelsen.
"Det er en stor ære for Aalborg at være vært for
final draw og EM for U/21. Vi har tidligere haft stor succes med
store events, og vi har et entusiastisk netværk, der er gået sammen
om at sikre en professionel udførelse af EM for U/21 i Aalborg,"
siger Anne-Dorte Krog.
Aalborg er sammen med Viborg, Herning og Århus vært for
EM-slutrunden for U/21-landshold i sommeren 2011. Forberedelserne
er i fuld gang, og derfor har Aalborg i denne uge haft besøg af en
række repræsentanter fra UEFA og DBU, der blandt andet har set
nærmere på Aalborg Stadion.
"Vores specialister er gået helt ned i detaljen i forhold
til, hvor meget omklædningsplads, der er på stadion, hvor kan
busserne holde, hvor kan tv-kameraerne placeres og meget andet. Vi
er nået meget langt med forberedelserne, hvilket i høj grad skyldes
det gode samarbejde, som vi har med byen" fortæller Marcello Alleca
fra UEFA European Under-21 Championship.