Aalborg Events banner
AALBORG EVENTS • Boulevarden 13 • 9000 Aalborg • events@aalborg.dk
 
 
 
 
Billedgallerier      Videoer      Links     

DM i boksning er tilbage i Aalborg

DM i boksning er tilbage i Aalborg

For første gang siden 1992 skal Aalborg igen være vært for DM i amatørboksning. Mesterskaberne holdes i påsken fra den 7. og 8. april i Aalborg Kongres & Kultur Center, og for første gang nogensinde kan publikum kan se frem til et DM-stævne med både amatør- og professionelle kampe.

Til De Danske Mesterskaber i Aalborg kan publikum opleve fire kampe med boksere fra den helt nye professionelle danske boksestald Euro Event.

"Det er 20 år siden, at de danske mesterskaber senest blev afholdt i Aalborg, så nu er det på tide, at Aalborg kommer tilbage på bokselandkortet. Vi har aldrig haft så mange medlemmer i vores bokseklubber som nu, og jeg håber, at DM kan være med til at skabe nogle nye kampboksere i det nordjyske," siger Søren Larsen fra arrangementsudvalget i Danmarks Bokse-Union.

Søren Larsen krydser fingre for en rent nordjysk finale i letsværvægt, hvor AK Jydens forsvarende mester Mathias Thomsen udfordres af Pandrup-håbet Jim Andreasen.

"Det vil være godt for besøgstallet, for jeg tror på, at en kamp mellem de to nordjyske drenge kan trække en masse lokale folk ind i påsken," siger Søren Larsen, der også er en del af den nye boksestald Euro Event, hvor han fungerer som både træner og matchmaker.

Euro Event, der har Mikkel Kesslers manager Allan M. Back som promotor, sender ved DM-stævnet to tidligere Team Sauerland-boksere i ringen lørdag aften. Det er nordjyden Kasper Bruun og Kim Poulsen, der begge bokser i letvæltervægt. De får i Aalborg følgeskab af mellemvægterne Stephan Alms samt den seks-dobbelte danske mester Abdul Khattab.

DM i boksning sker i et samarbejde mellem Danmarks Bokse-Union, Aalborg Kongres & Kultur Center og Aalborg Events.

Programmet:
Lørdag 7. april
Kl. 18.00 - ca. kl. 23.00: Semifinaler Dame og Herre Elite samt professionelle kampe

Søndag 8. april
Kl. 09.30 - ca. kl. 12.30: Finaler Dame Elite og U19 Herre samt højdepunkter fra semifinalerne og profkampene på storskærm

Kl. 14.30 - ca. kl. 17.00: Finaler Herre Elite

Billetsalg
Billetter sælges fra onsdag 8. februar kl. 10 via akkc.dk og BILLETnet.dk. Det er muligt at købe et partoutkort gældende til alle kampe både lørdag og søndag eller at købe billet hver af de tre finaler særskilt.