Camilla skal møde dronningen
10-årige Camilla Pedersen er en helt almindelig
skolepige fra Drastrup. På lørdag skal hun prøve noget helt nyt og
royalt. Hun er nemlig blevet udtrukket blandt 51 børn til at være
blomsterpige, når Aalborg får besøg af Hendes Majestæt Dronning
Margrethe lørdag den 5. november i anledning af Jægerkorpsets 50
års Jubilæum.
10-årige Camilla Pedersen går i 4. klasse på Frejlev Skole.
Efter sin sidste time torsdag eftermiddag løb hun ud til sin mor,
der var kommet for at hente hende. Her fik hun den glædelige
besked, at hun havde vundet konkurrencen om at blive
blomsterpige/dreng under dronningebesøget lørdag den 5. november i
Aalborg.
"Jeg råbte bare jubii, hoppede op og ned og kørte mine arme
rundt i cirkler, for jeg blev virkelig glad," fortæller Camilla,
der er en ung royalist, der trofast følger kongefamilien på tv, når
der er barnedåb og bryllupper. Nu får hun lov at møde Hendes
Majestæt Dronning Margrethe helt tæt på.
Aalborg Kommune har nemlig valgt at give en pige eller dreng i
alderen 8-12 år mulighed for at blive blomsterpige/dreng for én
dag, og 51 børn var vilde for at få chancen.
"Det bliver sjovt at møde dronningen. Altså jeg er lidt nervøs,
men jeg glæder mig mest. Min onkel Benny har sejlet på kongeskibet
Dannebrog og har fortalt historier om dengang, hvor han mødte
dronningen, og derfor har jeg også haft lyst til at møde hende
rigtig længe," siger Camilla Pedersen.
Dronningen kommer til Aalborg lørdag den 5. november for at
deltage i Jægerkorpsets 50 års Jubilæum. Først til en offentlig
træningsøvelse på Honnørkajen klokken 10, og herefter er hun
inviteret til reception på Aalborg Rådhus klokken 11.30, hvor byen
fejrer jubilæet. Det er ved ankomsten til receptionen, at Camilla
skal overrække buketten.