Alle kan synge gospel!
Fra den 3.-5. november bliver Frelsens Hærs Kirke i Aalborg
fyldt med svingende gospeltoner, når Aalborg Gospel Festival
inviterer til workshop og koncert for alle interesserede.
"Selv på en regnfuld og lidt trist efterårsdag er gospel bare
med til at løfte stemningen og gøre mig glad. Det er jeg sikker på,
at deltagerne i Aalborg Gospel Festival også vil opleve," siger
Henrik Daniel Christoffersen, der er arrangør af Aalborg Gospel
Festival og leder af Aalborgs største gospelkor Aalborg Gospel
Choir.
Sammen med Hans Christian Joachimsen, der var musikalsk leder på
filmen "Oh Happy Day," og Rune Herholdt, der leder Jyllands største
gospelkor, inviterer han indenfor i Frelsens Hærs Kirke til
Aalborg Gospel Festival fra den 3.-5. november
2011. Det er en festival for alle, der har lyst til at lære, synge
og optræde med gospel.
"Det har været vigtigt for mig, at der både er plads til dem,
der ikke kan få nok af gospel og for dem, der bare har lyst til at
prøve sig selv af som gospelsanger. Du skal ikke kunne læse noder,
synge i kor eller være kristen for at komme. Alle kan synge
gospel," fastslår Henrik Daniel Christoffersen.
Workshops slutter af med koncert
Aalborg Gospel Festival består af tre dage med workshops, som
afsluttes lørdag den 5. november med koncert i Frelsens Hærs
Kirke.
"At se den forvandling, der sker med mennesker under sang, er
fantastisk. Jeg har set forsamlinger rejse sig og sammen skabe
musik, man ikke troede muligt. Jeg har set trætte øjnes
forvandling, og jeg har følt bruset, når flere hundrede kursister
på samme tid forenes i gospelmusikken," siger instruktør Rune
Herholdt, der står for workshoppen fredag.
Det koster 269 kroner at deltage i festivalen - det er inklusiv
workshop, koncert, forfriskninger i pauserne og aftensmad lørdag.
Sidste tilmeldingsfrist er den 1. november.

Mere information på www.aalborggospelfestival.dk