Aalborg Events banner
AALBORG EVENTS • Boulevarden 13 • 9000 Aalborg • events@aalborg.dk
 
 
 
 
Billedgallerier      Videoer      Links     

Aalborg på studietur til VM i herrehåndbold

Aalborg på studietur til VM i herrehåndbold

I disse dage er de danske håndboldherrer på banen i Malmø ved VM i håndbold. Bag et så stort mesterskab ligger der års forberedelse både for spillere, men også for arrangørerne. Lokale repræsentanter fra Aalborg har derfor taget turen til Malmø for at lære af de svenske VM-værter.

 

"VM i herrehåndbold er en oplagt event at tage ved lære af. Svenskerne er kendt for at være gode og innovative værter, og Malmø Arena er en imponerende multiarena. Her i Aalborg har vi lige været værter for EM i kvindehåndbold i Gigantium, og det forløb til vores store tilfredsstillelse. Vi kan dog stadig væk tage ved lære af andre byer" siger Søren Thorst fra Aalborg Events

 

Sport Event Denmark, som er den nationale sporteventorganisation, er samarbejdspartner med eventbyer og specialforbund ved større internationale mesterskaber på dansk grund.

 

"EM i herrehåndbold 2014 bliver et vigtigt mesterskab i en olympisk disciplin i Danmark med danske atleter i front. Selvom der er tre år til EM i herrehåndbold er alle potentielle samarbejdspartere i gang med at forberede sig til eventen. Vi støtter således de potentielle arrangører for EM i herrehåndbold 2014 i deres forberedelser. Et studiebesøg ved et VM kan give uvurderlige input og erfaringer til det videre arbejde med eventforberedelserne. Samtidig kan disse input også bruges til andre events end lige håndbold. Blandt andet er både Herning, Aarhus og Aalborg allerede i år værter ved UEFA U21 EM, København er vært for VM i landevejscykling også i år. Ballerup har stor erfaring med banecykling og eksperimenterer med håndbold i Ballerup Superarena, mens Odense er vært for Denmark Open Premier Super Series i badminton 2011," siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

 

FAKTA:

Danmark blev tildelt værtskabet for EM i herrehåndbold 2014 i september sidste år ved EHF's 10. kongres, som Danmark også var vært for. Danmark vandt værtskabet i konkurrence med et fælles bud fra Kroatien og Ungarn.

 

EM herrehåndbold 2014 skal afvikles i januar, og bliver det første europamesterskab for herrer på dansk grund nogensinde og den første herreslutrunde siden VM 1978.

 

Følgende byer deltager på Sport Event Denmarks studietur til VM i Malmø: Aarhus, Herning, København, Ballerup, Odense og Aalborg. Disse byer er potentielle kandidater som værter for EM i herrehåndbold 2014. Det er endnu ikke afgjort, i hvilke byer slutrunden skal afvikles.