
Aalborg Regatta
Fra den 15. til den 17. juni vil Aalborg Havnefront for første
gang danne ramme for en årligt tilbagevendende begivenhed, Aalborg
Regatta.
Der er tale om en maritim familiebegivenhed, der i løbet af de
tre dages varighed vil byde på musikalsk underholdning, gøgl, et
væld af vandaktiviteter, et legeland for børn og kulinariske
oplevelser:
- Nu hvor vores havnefront
står klar til brug, er vi utrolig glade for at have så spændende en
event som Aalborg Regatta til at prøve rammerne af med. Her kan vi
for alvor udnytte Aalborgs unikke placering ved fjorden, fortæller
Borgmester Henning G. Jensen og fortsætter.
- Aalborg Regatta er
den årligt tilbagevendende havnebegivenhed, som rigtig mange
borgere har efterspurgt, i kølvandet på succeserne med The Tall
Ships Races i Aalborg, afslutter Henning G. Jensen, der allerede nu
kan afsløre fem programpunkter for Aalborg Regatta 2012:
- Deltagelse af sejlskibene Wylde Swan (Holland), Shtandart
(Rusland), Jens Krogh, LOA, Livø, Grimsø og Bolette
- Foodwalk - få seks smagsoplevelser på seks forskellige
restauranter langs havnepromenaden (kræver køb af
billet/voucher)
- Den hollandske gøgler Lee Hayes giver fire shows i løbet
regattaen
- Matchrace lørdag og søndag for alle interesserede
- DBU Street Challenge - Turneringen indtager aktivitetspladsen
på havnefronten om lørdagen
Flere programpunkter vil løbende blive offentliggjort frem mod
regattaens start den 15. juni.
Aalborg Regatta er blevet til på initiativ af Aalborg
Waterfront. En forening der blandt andet består af Aalborg Havn,
Utzon Center, LOA og som støttes af en række erhvervssponsorerer
herunder Jyske Bank. Aalborg Events er ansvarlig arrangør. Det er
planen, at Aalborg Regatta vender tilbage i 2013 og 2014, men
holder pause i 2015, hvor The Tall Ships Races igen gæster
Aalborg.